 |
|
|
 |
|
Her kan I følge vore oplevelser i den anden uge af vor tur til U.S.A.
23/10. 2008
Stod sent op og gik ned og fik en sandwich og kaffe på Starbucks som ligger lige ved siden af vores hotel. Fik kørt vores bil frem og vi kørte i retning mod Fisherman's Wharf, her parkerede vi bilen, vi kunne holde der gratis i 3 timer hvis spiste på et af spisestederne i området. Vi gik ned ad en af molerne, hvor vi kunne se øen The Rock, hvor Alcatraz lå og udsigten var rigtig flot, det var godt vejr med blå himmel og omkring de 25 grader SKØNT. Vi så både som fragtede passagerere til Alcatraz, og vi besluttede at vi skal derover i morgen. Var inde og kigge i en souvenirbutik, og fik købt lidt forskelligt.
Gik lidt rundt og var inde i en Levi's forretning og Per fik købt 2 par jeans til halv pris af hvad vi skulle betale hjemme i DK.
Var inde i en fotoforretning og købte en par linser til Pers kamera. Nu vi var på Fisherman's Wharfs skulle vi selvfølgelig have noget seafood som smagte rigtigt godt.
Kørte mod Golden Gate Bridge og kom ind på nogle af de rigtig stejle gader, på nogle af vejene kørte sporvogne, det var rigtig 'spændende' at køre der og var en KÆMPESTOR oplevelse. Udsigten ud over byen var rigtig god men der var lidt diset, men det er der næsten altid her. Kørte over Golden Gate Bridge og den var lige så flot som man ser på billeder, kørte af den første afkørsel og ind på Vista Point, har var der en smuk udsigt ud over hele San Francisco og Golden Gate Bridge hvor vi fik taget nogle billeder. Kørte tilbage over Golden Gate Bridge, og igen op og ned af de stejle gader.
Vi kørte tilbage til hotellet, hvor vi ordnede lidt her på computeren, og kiggede lidt i vores guide, for at finde ud af, hvad vi skulle lave om aftenen.
Vi tog ned til The Castro, som er et af byens mest afslappede kvarterer, og i øvrigt også et næsten 100% bøsse/lesbisk kvarter, som vi både har hørt og læst meget om, så det måtte vi jo se. Karl Erik anbefalede det også, p.g.a. den totalt afslappede stemning. Det minder lidt om Vesterbro i København eller Soho i London.
Vi gik ind på 'The Edge' og fik et par øl der. Der var da nogle mennesker, men ikke overfyldt. Det var selvfølgelig også en hverdagsaften. Men musikken var god !! 60er, 70er og 80er soul.
Vores bartender hed Keith, og sjovt nok kendte han godt Danmark. Han har studeret musik på Københavns Universitet, og også boet en kort periode i Aarhus.
Bagefter gik vi lidt rundt i kvarteret, og blev enige om, at vi vil en tur derned i dagslys, for her så meget charmerende ud. Vi var inde og få en lækker sandwich på et lille italiensk sted, og så kørte vi hjem. Vi fik kigget lidt på dagens indkøb, og var i seng ved 2-tiden.
San Francisco set fra nordsiden af Golden Gate Bridge.
24/10. 2008
Da vi vågnede var det til en dag, som var bestemt til, at vi skulle besøge fængselsøen Alcatraz, men vi startede nu med at få samlet noget tøj sammen, og leveret ned til vask her på hotellet. Vi gik i bad, og kom da også afsted, men først efter at Per havde stået på hovedet i alle vore ting, fordi han ikke kunne finde sine nøgler til kufferten. Til sidste tog vi afsted, og heldigvis kunne han bare bruge mine, vi har været snedige nok til at have et sæt af hinandens nøgler. Nå, de dukker jo nok op, er nok bare blevet forlagt.
Vi hentede bilen, og kørte til The Castro for at tage de billeder vi ville have i dagslys. Det fik vi gjort, og spiste så vores morgenmad/frokost på en lille italiensk café, et par æggeretter og god stærk kaffe, så stærk at vi måtte ha' mælk i, og så stærk at Flemming havde ondt i maven resten af dagen.
Vi kørte så mod The Embarcadero, som er vejen der går helt ude langs bugten, og hvor bådene sejler til Alcatraz, lige ved Fisherman's Wharf. MEN der er altså mange vejbaner og diverse udfletninger at holde styr på, selv med vores gode gamle ven Niels, som vores GPS jo hedder. Så inden vi så os om, var vi på vej over Bay Bridge, som går over bugten til Oakland, og det var altså en irriterende omvej, især fordi vi måtte betale vejafgift, for at køre tilbage. Godt nok kun kr. 20,-, men alligevel.....
Men vi fandt da tilbage på sporet, og fandt frem til den rette mole (Pier 33), hvor bådene sejler fra. Og så begyndte et rent stå-i-kø-helvede. Vi skulle stå i kø for at købe billetter, stå i kø for at få tjekket billetter og stå i kø for at komme ombord. Og det var altså lige i solen, og omkring 25-26 grader, så det var en lun omgang. Men vi kom da ombord, og fik en plads ude på dækket, så Per kunne tage nogle billeder undervejs. Det tager ca. 12 minutter at sejle ud til Alcatraz, men det var rigelig tid at få os kølet ned igen. Det var faktisk s....koldt. Og det blæste så meget at Pers cap blæste af, og nu svømmer rundt et eller andet sted ude på San Francisco Bugten.
Selvom Alcatraz inde fra kysten ser ud som en lille ø, så er den altså kæmpestor, når man kommer ud til den midt i San Francisco Bugten. Den kaldes også The Rock, fordi det er det den er, en stor sten ude midt i vandet.
For at komme op til selve fængslet, skal man gå af snoede og stejle veje, som stiger så meget, at man faktisk går op i 13. sals højde.
Der er et lille tog, som kører for de handicappede og svage, men der er kun få pladser, men vi kom nu med. Flemmings til tider dårlige knæ, fik ham pludselig til at halte ganske svagt, så ingen stillede spørgsmål. Så vi kom standsmæssigt kørende op til fængslet, hvor vi gik ind og blev udstyret med et headsæt, som det vi også fik på Graceland, og som dirigerede hvilken vej man skulle gå, og som fortalte historien om dette forfærdentlige sted. Gennem ca. 30 år var det et af de mest berygtede fængsler, og nogle af de værste forbrydere sad her. Mordere, bankrøvere, kidnappere og meget mere. En af de mest prominente fanger var gansterkongen Al Capone.
Undervejs fik vi beskrevet og set fængslet,og dets dagligdag, og hørte beretninger fra både fangevogtere og fanger og deres familier om hvordan det var.
Vi fik også beretninger om fangers overfald og drab på hinanden, fangeoprør, og de få flugtforsøg der var. Mange mente jo, at fængslet var helt sikret mod flugt, men 32 fanger forsøgte gennem årene at finde friheden, kun 5 lykkedes det for. De tre af dem på én gang. Det er dem Clint Eastwood-filmen 'Flugten fra Alcatraz' handler om. Det lykkedes dem at slippe væk, og ingen har set dem siden. De tog spanskundervisning, mens de var indsat, så måske er de flygtet til Sydamerika, eller også er de, som de fleste mener, druknet inden de nåede i land.
Det var et meget interessant besøg, men også uhyggeligt. Sikke nogle forhold, og det var da også delvis disse forhold der var med til at gøre, at John F. Kennedy fik fængslet lukket i 1963. Men også bygningernes forfald, og dét at stedet altså ikke var flugtsikkert, var medvirkende årsager.
Vi sejlede tilbage over bugten, og stod så lidt i kø igen for at komme af båden.
Vi hentede bilen, og fandt så med lidt forviring frem til Coit Tower på Telegraph Hill. Det er et enomt højt udsigtstårn (med elevartor op), hvor man kan se hele San Francisco, og det må siges at være et imponerende syn. Vi var deroppe lige da solen gik med, så vi fik det flotte syn med.
Da vi skulle til at gå ind til tårnet, havde vi en skæg oplevelse. Vi skulle lige på toilet, og det var sådan et smart et, hvor der blev skyllet og renset, og vasket gulv (!), efter HVERT besøg. Så der var ca. 1 minuts pause mellem, at man måtte gå derind. Foran os i køen stod to skægge sorte piger, lidt yngre end os, og hvad vi ikke kunne få ud af dette spøjse sted... En af dem troede bestemt, at det var en tidsmaskine, eller et rumskib 'Beam me up, Scotty'... Den første kom ud og fortalte, at man fik 'blowdry derinde (altså hænderne blev tørret med luft), men det blev selvfølgelig helt misforstået ude i køen ;-)
Vi bestemte os for at køre ind til Chinatown og spise inden vi kørte hjem. Vi havde i vores guide læst om et sted, der hedder Z & Y Restaurant, og den fandt vi frem til. Da vi var ved at parkere bilen, kunne Flemming ikke forstå, at forlygterne blev ved med at lyse. Pludselig sagde en stemme på ravjysk, at 'de gik da nok uj å sig sjæl'. Vi blev godt nok lidt overraskede, men det var også utroligt rart pludseligt at høre nogen tale dansk. I bilen ved siden af sad to ægtepar fra Varde-kanten, der var ved at finde ud af, hvad de skulle bruge aftenen på. Det var meget hyggeligt, lige at få en lille sludder med dem.
På restauranten fik vi noget af det lækreste mad, man kan tænke sig. Men kineserne er nu altid gode til at lave mad. Det var kylling, det var ris, det var chili, masser af grønt og krydderier. Det var stærk, og det hviner i mundvigene endnu, men det var alle pengene værd. Og 'alle pengene' er altså under kr. 200,- tilsammen, for et helt måltid, hver en kinesisk øl, te til at starte med, og en lykkekage som dessert.
Tilbage på hotellet var vores vasketøj kommet tilbage, og det var til gengæld en dyr fornøjelse. Vi fik vasket 7 t-shirts, nogle underbukser og sokker. Kr. 240,-.! Vi finder nok selv et vaskeri næste gang.
Vi købte kaffe og mineralvand med op fra 'vores' Starbucks, og har ikke tænkt os at lave mere idag. Per har ledt efter nøgler igen, og fundet dem, lige nu ligger han og snorker på sengen, og det er altså Flemming der sidder her og gennemgår vores dag. I morgen har vi ikke nogle bestemte planer. Det er lørdag og vi går nok ned i shoppingområdet ved Union Square, og finder en sjov bar om aftenen.
25/10. 2008
Det var lørdag, og vi stod ikke så tidligt op. Vi havde ikke de store planer, så vi tog os god tid, før vi kørte ind til det store shoppingområde ved Union Square, hvor vi havde læst om de mange muligheder for at handle.
Den idé var vi bestemt ikke de eneste der havde fået, der var mindst en million milliard mennesker over det hele, så det var svært at komme til, og midt i det hele var nogle gader afspærret p.g.a. en eller anden mexikansk demonstration.
Området ved Union Square viste sig at indeholde alle de store, dyre butikker, bl.a. Saks, Gucci, Louis Vuitton, Hermes, Macy's, Prada, Armani o.s.v., så vi fik nu ikke dankortene frem.
Vi valgte at slå morgenmad og frokost sammen, og den fik på en lille café, men ligesom dagen før fik Flemming dårlig mave af kaffen, og denne gang lidt kraftigere. Hvorfor kan man bare ikke finde et toilet når det virkelig kniber ? Nå, men det lykkedes i sidste sekund, men han var så dårlig, og havde også lidt feber, så vi tog hjem på hotellet igen, og slappede af.
Vi snakkede om at ændre vores rejseplan lidt, og ville køre fra San Francisco lige efter NFL-kampen søndag. Det talte vi med receptionen på hotellet om, og de sagde, at det kunne vi da godt, men da vi havde booket gennem hotels.com, skulle vi forhøre os hos dem, og de ville godskrive os den sidste nat. Og så begyndte et større telefonmareridt. De var svære at komme i kontakt med, og da det lykkedes, skulle de ha' en masse oplysninger, og så skulle man ellers vente....og vente....og vente....For så at få at vide at man skulle ringe tilbage om en time. Det gjorde vi så, og så startede det hele igen, nu skulle vi dog ringe tilbage efter ½ time. Det blev det ikke bedre af, men endte med at vi fik at vide at vi skulle ringe søndag morgen efter kl, 8.00. Det vil vi så gøre.
Selvom Flemming hang noget med ørene, fik Per dog hanket op i ham, og vi gik over på Burger King og fik en kyllingeburger menu.
Bagefter kørte vi ind og fandt frem til 'Lone Star'. En bamsebar, som efter sigende er verdens første af sin slags. Den startede i 1989, og så ikke ud til at ha' ændret sig meget siden da. Vi fik et par øl, men det virkede lidt som om det var de lokale der kom der. Det var et meget hyggeligt sted, og der kom flere og flere mennesker til i løbet af aftenen. Flemming hang stadig lidt med hovedet, og synes også stedet var lidt skummelt, så vi kørte hjem ved midnatstid, og gik lige på hovedet i seng.
Og i morgen er det så tid til sporten ....
Udenfor 'Lone Star' står den festlige bamse og ta'r imod
26/10. 2008
Vi vågnede før vækkeuret, så vi var igang i god tid. Flemming har det bedre, og det ser ud til at influenza-alarmen er ovre for denne gang.
Vi skulle jo ha' tjekket med hotels.com, om vi kunne få vore penge for en nat retur, hvis vi tjekkede ud her til morgen. Og så gik det hele i gang igen. Og enden blev, at damen kunne meddele os, at vi kunne få svar mandag efter kl. 8.00. Ja tak, men der skal vi jo alligevel tjekke ud ! Så vi bli'r her, og venter så med at køre sydpå til mandag, som planlagt i øvrigt.
Vi tog lidt hurtig morgenmad i vores lokale Starbucks nede i forhallen, og lært af de seneste dages vrøvl med kaffen, fik vi te. Og uden nogen eftervirkninger.... Dejligt !!.
Vi kørte så sydpå, mod Candlestick Park, som er San Francisco 49ers hjemmebane. Vi skulle ud og opleve vores første amerikanske NFL football-kamp. Vi var i god tid, men alligevel var der mange biler på vej derud, og fra den sidste frakørsel på Freeway'en mod syd, kørte vi i kø. Vi fandt forbavsende let en parkeringsplads, men det viste altså også, at det var ret langt fra stadion, så vi fik lige morgenmotionen med i købet.
Det var lidt svært at finde det sted, hvor man henter de billetter der er bestilt via nettet, men det lykkedes og så blev vi lukket ind i området ved dette KÆMPE stadion. Vi gik først forkert, og landede helt øverst oppe, men en flink mand forklarede os at vi skulle sidde længere nede, på pladser som var meget bedre end deroppe. Og det var rigtigt. Vi havde fået nogle rigtig gode pladser, og indtog dem ca. en time før kampen gik i gang. Sæderne var hårde, men man står jo også op ind imellem til sådan en kamp, så det gik.
Spillerne var allerede i gang med at varme op, og et trommeorkester, Niner's Noise underholdt også. En masse typisk amerikanske cheerleaders dansede og svingede med det hele, så der var masser af underholdning.
Det var sjovt at se, at dette er den typiske amerikanske måde, at tilbringe søndag på. De var der allesammen, familierne, unge mennesker, kvinder og mænd, ældre med rolatorer og i kørestole, og det var tydeligt, at de var vant til at komme her, og heppe på deres hold. Ham der sad lige ved siden af Per, havde haft det samme sæde i 32 år !!
Og så spiser de hotdogs, og drikker øl, og andre ting som kan købes i et utal af boder, og hos sælgerne som er allevegne. Men det er dyrt, en is a la Magnum kostede ca. 30,- kr, og ½ l. mineralvand kostede det samme.
Der var helt udsolgt, og det vil sige, at da kampen startede sad vi ca. 70.000 mennesker klar.
Først skulle nationalsangen 'The Star Spangled Banner' synges, og det klarede en ung sangerinde, som var kendt fra et talentshow herovre. Her synger publikum ikke med, men da hun var færdig brød et jubelbrøl ud, og så kunne kampen starte. Modstanderne, Seattle Seahawks' kom på banen til buhråb, mens hjemmeholdet kom ind, en for en efter navneopråb, i røg og damp, og masser af fyrværkeri.
Kampen er delt op i 4 quaters a 15 minutters effektiv spilletid, men der er mange pauser, så de ta'r nok ca. 45 minutter hver. Alt i alt varede det i ca. 3 timer, og ret hurtigt kom Seahawks foran, og det var de i resten af kampen, så spændende blev resultatet ikke, men stemningen var fantastisk. Når 49ers ind imellem lavede flotte ting, f.eks. et touchdown, var begejstringen enorm, og folk hujede og råbte, og var meget entusiastiske. Til gengæld buhede de voldsomt, når modstanderne scorede.
Selvom vi havde siddet der ca. 4 timer, gik tiden hurtigt, men vi måtte altså se 'vores' hold (49ers) blive slået 13-34. Øv !!
Når 70.000 mennesker skal ud på en gang, fylder de altså, og det tog en evighed at komme ud, og ikke mindst at komme tilbage til bilen. Det gik der næsten en time med, og så kom vi til at køre i nogle af de længste bilkøer, vi nogensinde har set. Og det endda i både 4 og 5 baner ind mod byen.
Der var også masser af busser der holdt klar til at fragte folk derfra, vi tror der var et par hundrede.
Det var en dejlig oplevelse, og undervejs fik Per da også Flemming lidt af reglerne i et spil, der kan se noget kaotisk ud. Men det ser sjovt ud, når der bli'r tacklet igennem ....
Vi kørte til hotellet, og kiggede lidt i brochurer og på nettet for at finde et sted med en god amerikansk stor bøf til aftensmad. Sådan en amerikansk søndag, kan da ikke afsluttes på anden måde.
Vi fandt frem til 'Tony Roma's' i Embarcadero Centret. Det var svært at finde, men vi fik vores bøf, og den var som forventet god.
Hjemme igen tog vi te med op fra Starbucks, og skrev dagbog.
I morgen skal vi jo så sydpå, så her ved midnatstid, vil vi sige tak for idag.
Fra NFL-kampen mellem San Francisco 49ers og Seattle Seahawks.
27/10. 2008
Det var rejsedag så vi var ret
tidligt oppe, fik pakket vores sager sammen og tjekkede ud fra hotellet. Fik kørt vores bil frem for sidste gang og sagde pænt farvel til de flinke parkeringsvagter, som vi har lært helt godt at kende på disse 5 dage.
Vi kørte gennem San Francisco for sidste gang, og synes at det var en dejlig by. Vi fandt ind på Highway 1 som går hele vejen ned til Los Angeles, og helt ude ved kysten. Vi har hørt, den skulle være meget flottere end den hurtigere Freeway.
Og det måtte vi sige ja til, det er en fantastisk flot tur, hvor vi har set både bjerge, skove, slugter, broer, smalle bjergveje og selvfølgelig med Stillehavet på højre hånd hele vejen. Desværre var det ret diset i dag, men solen kiggede frem en gang imellem.
Det første stop gjorde vi ved frokosttid i Santa Cruz, hvor vi spiste på en restaurant nede ved stranden. Vi sad udenfor, men det var knap så varmt som det har været de seneste dage, kun omkring de 20 grader.
Derfra kørte vi videre til Monterey, hvor vi var inde og se "Monterey Bay Aquarium". Vi havde fået det anbefalet af Flemmings kollega Niels. Det var bestemt et flot sted med masser af flotte fisk f.eks. hajer og andre havdyr som pingviner, oddere m.m. Det var et stor sted, og vi lagde især mærke til, at der var lavet en masse specielt for børn.
Da vi kørte fra Monterey kom vi først ind på den forkerte vej, altså Interstaten så vi vendte om og fandt tilbage på Highway 1. Undervejs så vi bl.a. en masse græskarfarme, hvor de dyrker græskar i alle afskygninger samt bl.a. rosenkål og jordbær, men det er græskarrene der er gang i lige nu pga. Halloween, som er en meget større begivenhed herovre end i Danmark.
De flotte landskaber fortsatte mens vi kørte sydover, og især områderne ved Carmel og Big Sur var fantastisk flotte.
Det begyndte at blive mørkt og vi fik en fantastisk solnedgang at se. Men da det blev helt mørkt var det ikke så sjovt at køre på de snoede og ukendte veje helt ude på klippekanten, så vi besluttede at stoppe for i dag, da vi nåede San Luis Obispo. Vi fandt et dejligt stort, men billigt værelse på Americas Best Value Inn, og lige ved siden af lå en Cajun restaurant hvor vi spiste. Det var dejlig sydstatsmad. Per fik Shrimp Cajun og Flemming fik grillet sværdfisk. Vi tog tilbage på værelset, skrev dagbog og tog hver et karbad inden vi gik i seng.
I morgen skal vi næsten til Danmark, vi skal nemlig besøge Solvang inden vi kører til Los Angeles.
Fra en græskarfarm på Highway 1
28/10. 2008
Stod op midt på formiddagen og fik vores sager pakket sammen og fik lidt morgenmad, kørte væk fra Highway 1, kørte ind i landet og kørte ca 100 km. til vi kom til Santa Ynez dalen. Det var stadigvæk et fantastisk område, pludselig så var vi ved vores mål Solvang.
Solvang blev grundlagt af 3 danske udvandere som byggede en skole for at deres børn ikke skulle glemme deres danske kultur. Omkring skolen opstod byen, gader, butikker og pladser osv. har stadigvæk danske navne. Men ellers er stedet nu blevet meget amerikaniseret, dog har de beholdt det danske flag som ses overalt, og en statue af H. C. Andersen.
Det meste af det man kan købe i butikkerne, har ikke en pind med Danmark at gøre, og meget af det er simpelthen souvenirbutikker. Selv om priserne generelt er lavere i USA, er Solvang dog en undtagelse, for tingene er godt nok dyre her.
Vi shoppede lidt og spiste frokost på Solvang Restaurant, her kunne man få danske retter, og vi fik en hotdog og 3 æbleskiver hver, hotdog’en var faktisk meget tæt på at være helt rigtig, men de serverede den med pommes frites, findelt pickles og en skive rødbede. Æbleskiverne var store og flotte og blev serveret med hindbærsyltetøj og flormelis, og de smagte rigtig godt men dejen var lidt anderledes end den fra Danmark. For frokosten og 2 glas Cola betalte vi 150 kr i alt, så det må siges at være betalt.
Stedet var vældig hyggeligt, og på loftbjælkerne var der skrevet danske ordsprog på dansk, og på bænkene var der danske byvåben.
Vi forlod denne mærkelige by og forsatte sydpå mod Santa Barbara, kørte gennem bjergene og kom så til den meget idylliske badeby, og kørte ned til de hvide badestrande hvor vi parkerede og gik en tur ned til vandet. Temperaturen var på ca. 30 grader, men der var ikke super mange mennesker. Per fik dyppet tæerne i Stillehavet, før vi igen fik fundet ind på Highway 1, og kørte mod endnu en badeby, nemlig Santa Monica. Den ligger faktisk helt inde i Los Angeles, og er ikke nær så charmerende som Santa Barbera.
Vi kørte igen ned til stranden og parkerede bilen. Sandstanden er meget bred, og kun Per gik igen ned til vandet, men Flemming blev i bilen og planlagde vores videre færd. På standen var der ikke så mange mennesker men dog nogle som solbadede, og enkelte var ude og svømme. På stranden findes der redningsstationer lige som dem man ser på TV-serien Baywatch, dog er dem her ikke besat af redningsmandskab.
Så kørte vi mod Los Angeles for at finde vores hotel, men det var lige i myldretiden. Ingen af os har vist nogensinde set så mange biler og lange køer på en gang. Det tog laaaaaaang tid og det var godt vi havde ”Niels” til hjælp. Vi fandt hotellet ”Hollywood Inn Exress South” og fik os indlogeret. Vi havde en sjov en sjov oplevelse med receptionisten, som var meget forbavset over at vi kun havde bestilt en dobbeltseng, og selvom vi sagde det var OK, gav han os alligevel kvit og frit en stort værelse med 2 dobbeltsenge.
Vi slappede lidt af på værelset og kikkede efter et sted at spise, fandt et sted som mindede om et dansk cafeteria, men var et typisk amerikansk spisested hvor man både kan få morgenmad, middag og aftensmad. Der er åbnet 24 timer i døgnet og det har der været siden 1961!. Vi fik næsten tørstegte svinekoteletter, en mystisk kartoffel/løg blanding, noget som mindede om coleslaw og til Pers store fortrydelse, en ordentlig balje kogte majs. Det var nok det ringeste måltid vi indtil nu havde fået. Vi kørte tilbage på hotellet tog hver et bad og gik på hovedet i vores kæmpestore seng.
I morgen går vi til filmen, så skal vi nemlig til Hollywood.
29/10. 2008
Stod rimelig tidligt op og fik morgenmad. Vi kørte ind til Sunset Boulevard, en af verdens mest kendte gader, og startede helt i den østlige ende, hvor den nu ikke er specielt anderledes fra andre gader, men da vi kom vestpå blev den mere og mere elegant med dyrere forretninger.
Vi havde fundet Ole Henriksens adresse på nettet og fandt frem til stedet, men forretningen var lukket, og vi spurgte i en nabobutik som dog ikke rigtigt vidste noget. Det kunne ellers ha' været sjovt, at ha' taget et par billeder af os der uden for. Uuuuh I loove it !!
Vi fandt senere ud af, at han også har en anden adresse på Sunset Boulevard, men da var vi videre i programmet.
Vi fortsatte til Universal Studios, hvor man køber et adgangspas, og så kan man ellers hygge sig hele dagen. Det gjorde vi, og kom vi ind i filmens magiske verden. Vi startede med deres Studio Tour, hvor man i små tog bliver kørt rundt til de forskellige filmlocations. Det startede ret stille og roligt med, at vi så lyd- og klippestudier, men så kom der mere action på. Vi kørte over en bro, der styrtede sammen, vi blev forfulgt af Norman Bates fra 'Psycho' med en stor kniv, vi var inde i en tunnel hvor væggene kørte rundt, så det virkede som om det var os der snurrede rundt, vi holdt på en undergrundsstation da der kom jordskælv og taget faldt ned og med fulgte en tankvogn med benzin, som brød i brand. Vi så hvordan de får to biler til at smadre ind i hinanden og bryde i brand, og vi var gennem de gamle westernkullisser med saloon, bar, bedemand og det hele. Vi var også en tur på Wisteria Lane fra 'Desperate Housewives, men der holdt en masse håndværkerbiler, så vi kunne ikke rigtigt se gaden. Vi har i den lille by hvor 'Dødens gab' er optaget, og tænk den lever endnu !! Den stak i hvert fald lige gabet op imod os. Også en tur gennem Jurassic Park blev det til, og vi var ved at blive skyllet væk af et skybrud.
Bagefter gik vi rundt på det store område, og så alle mulige ting og sager fra filmens verden, bl.a. blev Per fotograferet sammen med et af sine store idoler, Svampe Bob Firkant !!! Lige da vi havde spist på Fred Flintstones BarBQ, kørte Marilyn Monroe forbi i en lyserød Cadillac. Jo, der skete mange ting her ...
Der var flere steder vi kunne gå ind og se andre shows om, hvordan de laver tingene. Vi var først inde i en biograf, hvor vi så en film med Shrek i 4D. Det var helt fantastisk, når tingene pludselig røg lige imod dig, og først stoppede lige uden for de specielle briller, vi havde på. Bagefter var det en Terminator-film vi så med Arnold Schwarzenegger. Også med specialbriller, og de to film, gav virkelig indblik i special effects. Når der var jordskælv rystede vore sæder, når der var edderkopper kildede det om vore ankler. Når der var noget med vand, sprøjtede det på os, et spøgelse pustede os i nakken når det fløj forbi o.s.v. Selvom vi 'bare' sad ned, var det alligevel hårdt, for man vidste ikke hvad der ville ske. Folk med f.eks. hjerteproblemer eller dårlig ryg, blev også advaret mod at tage derind.
Klokken var efterhånden blev mange, så vi tog derfra og kørte en tur op til Mulholland Drive, som har en fantastisk udsigt over byen, og det er også her man især kan se det kendte skilt, hvor der står HOLLYWOOD oppe på bjergsiden.
Vi sluttede besøget af med at køre rundt i Beverly Hills, og så på helt vidt flotte store og dyre huse. Det er her de bor stjernerne, men vi så nu ikke nogen. Det kunne ellers ha' været fedt, at løbe på Julia Roberts, Jack Nicholson eller en af de andre store.
Vi kørte fra Los Angeles sidst på eftermiddagen med kurs mod Las Vegas, en tur på ca. 450 km. Men det tog over 2 timer at komme de første 50 km. uden for byen. Der var sindsygt meget trafik, og i 6-7 spor hver vej. Vi troede aldrig det ville holde op, men langt om længe kunne vi komme videre i nogenlunde fart, og ved 22-tiden var vi så i spillebyen Las Vegas. Lysreklamer, larm, musik og støj allevegne.
Vi fandt Imperial Hotel midt på The Strip, som er lige i hjertet af byen, og med lidt besvær fik vi også parkeret og kunne checke ind.
Hele underetagen er et kæmpe spillekasino, og et rent inferno af lyd, så det var spændende om vi havde ro på værelset, men det havde vi nu. Vi boede på 4. sal.
Vi var dødtrætte, men slæbte os hen til den nærmeste åbne McDonalds, og fik en hurtig kyllingeburger, og så hjem i seng.
For at læse videre om vores tredje uge, skal I trykke jer ind via menuen i venstre side.
|
|
|